Kolding centrum ånder igen – det er altså ikke en succeshistorie, men en historie om en overlever

Der kører noget spin på, at Koldings butikker i centrum klarer sig supergodt, og at det er en stor succes. Jeg ser det nok ikke helt så unuanceret.

http://www.kolding.dk/nyheder-aktuelt/aktuelt/bylivssucces-skal-kortlaegges

Baggrunden for, at Kolding indre by idag er domineret af cafeer, atelierer, kunstudstillinger, gallerier og enkelte specialbutikker er, at byens handel stort set blev smadret da Kolding Storcenter åbnede. Fra den ene dag til den næste blev centrum uinteressant og så gik der næsten 15 år, før gågaderne i Kolding igen begyndte at kunne trække vejret igen. Og mon ikke, der er forskel på, at få husleje fra en stærk udvalgsvarebutik og fra et galleri eller en frisør?

Det er ikke (kun) for at lyde sur, men jeg ser bare tendenserne til at ville åbne shoppingcentre alle mulige steder i Danmark, og det fører altså ikke ret meget godt med sig. Det var jo ikke sådan, at frisørerne og gallerierne kæmpede for at finde et butikslokale før storcentret kom udenfor Kolding. Da alle butkkerne forsvandt var de bare de eneste, der ikke kunne flytte med… Man burde istedet satse på sine unikke bykerner og fastholde dem som vedkommende steder at mødes. Sørg for, at kædebutikkerne kan være der, skab lokaler, der er store nok til dem også. Frisøren skal nok finde et sted at være, men hvis der ikke er plads til de store kædebutikker, går kunderne et andet sted hen.

Og begynder du først at åbne et center og fragmentere handelen i usammenhængende del-elementer, vil du skulle kæmpe med det for evigt uden at det bliver godt igen.

Hånden på hjertet, hvor mange synes at shoppingcentret er hyggeligt? Det er ikke designet til at være hyggeligt, men til at få dig til at købe en masse varer og spise i familie-burger-restauranten. Har du set et center, har du set dem alle (hvis de altså har tiltrukket de rigtige lejere)

Gågaderne har potentialet til at gøre indkøbsoplevelsen hyggelig, at få turister til at opleve byen som unik, at få folk til at mødes om andre oplevelser end noget, der skal medføre et køb.

Nej det er ikke en succes at byen skal stå tom i 15 år, før der kommer liv igen.

Leave a comment